STENHUGGERI PÅ HIRSHOLMENE
Vel ankommet til Hirsholmene kan man ikke andet
end lægge mærke til, de mange sten, der ligger
rundt om øen. Kigger man nærmere efter kan man
godt se, at der I mange af de større sten er
underlige mærker, som om nogen havde været i
gang med hammer og mejsel på dem. Og det er rent
faktisk også, hvad der er tilfældet.
Men vi skal ret langt tilbage i historien for at
få begyndelsen på historien. Gennem slutningen
af 1800 - tallet havde der flere gang være
drøftet muligheden for at anlægge en nødhavn på
den nordligste del af Græsholmen. Her er der
dybt vand ret tæt under øen, og det ville være
nemt for de store sejlskibe, der var dybtgående,
at finde læ der, når stormen piskede løs i den
nordlige del af Kattegat. Hirsholmen, der havde
været ejet af søstrene Ûbersax fra
Frederikshavn, blev i 1871 købt af et
interessentskab, der nok regnede med, at der
ville blive anlagt den omtalte nødhavn. Blandt
interessenterne var også den svenske stenhugger
Carl Gustav Bovin(1837 - 1917). Med ham blev øen
for en tid befolket af omkring 200 stenhuggere.
Det har, udover selve slæbet med stenene, også
været et hårdt arbejde at forarbejde de mange
sten fra den rå "klump" til de kajanlæg,
byggesten til huse, brosten til belægning sten
til fyrtårne osv. der skulle fremstilles. Jørgen
Nielsen på Hirsholmene fortæller, at man først
huggede en kileform ud i stenen, der hvor den
skulle flækkes, og så bankede man træ kiler ned
i fordybningen, som man så vandede, indtil de
var svulmet så meget op, at de flækkede stenen.
Et hårdt og langsommeligt arbejde. Og så krævede
det i øvrigt naturligvis stor faglig ekspertise
at se, hvor stenen skulle flækkes. Billederne
her ved artiklen vidner om de mange kileformede
huller - og vel også om de mange sten, der ikke
var gode nok til at blive brugt.
De mange skærver, som stadig findes rundt om på
øen, nogle af dem iøvrigt brugt til at bygge
stendiger op med, er en markante mindelser om
stenhuggernes virke på øen. Det samme er
Stenhuset, som han byggede til sig selv om sin
familie,(og som nu udlejes til kunstnere) og
Lodsgården, den lange grå bygning, der ligger på
den sydlige del af øen(den var beregnet til hans
forvaltere.) De begge er bygget af kampesten fra
øen. Et andet tydeligt tegn på hans virke er
fyrtårnet, som blev bygget i 1886, som
erstatning for det lille gamle på taget af
forvalterboligen.
Herudover blev der også leveret sten til to
andre fyr, Lodbjerg fyr (14 km nord for
Thyborøn) og Nordre Rønner fyr(v. Læsø).
Derudover blev der fremstillet sten til
havnebyggeri - i hvert fald til Asaa havn men
også vist til andre havne, brosten til belægning
både i Aalborg og Hjørring. Og mon ikke også
brostens belægningen mellem Præstegården og
skolen på Hirsholmene er fra stenhuggernes hånd.
Stenene blev transporteret fra øen via en
pælebro, bygget ud fra Stålhagen på øens
sydspids, og blev i øvrigt transporteret over
øen af tipvogne trukket af en hest. Og fra
pælebroen enten direkte over i de fartøjer som
skulle bringe stenene videre til deres endelige
bestemmelsessted, eller i tilfælde af lavvande
først over i pramme og siden videre til de
større både.
Tipvognsbanen fik i øvrigt fik lov at ligge på
øen længe efter at Carl Bovin i 1884, da staten
overtog øen, flyttede til Frederikshavn med sit
stenhuggeri. |
Der er nok ikke nogen tvivl om,
at stenhugger perioden har været en lidt trang
tid for alle der var på Hirsholmene, der har vel
været omkring 200 mennesker på øen på det
tidspunkt. I P. Chr. Pedersens bog: Blade af
Hirsholmenes dagbog berettes om en begivenhed,
som også fortæller lidt om det barske liv
stenhuggerne levede dengang. Den er fra en
vinter i slutningen af 1870'erne.:
En Vinter sidste i 1870'erne kunne man ikke se
Fastlandet for vældige Isskruninger. Der blev
snart Mangel på Fødemidler, og gode Raad var nu
dyre...En aften kom to-tre svenske Stenhuggere
ind til Bovin og meddelte, at de var parat til
at sætte over Isen ind til Frederikshavn, hvis
de måtte laane hans Hest.
Bovin var ikke meget for det, men de fik
alligevel lov at tage af sted, de lavede en
slæde og tog så over efter mad, som de fik
lastet på slæden og så begyndte tilbageturen:
.... Slæden vilde blive hårdt belastet på
hjemturen. Det blev aften uden at nogen saa noget
til Svenskerne. Det begyndte atter at sne, og
situationen var mere end faretruende. Man skød
med Geværer, lyste med Lygter, raabte og skreg
for om muligt at retlede de modige Mænd, der nu
mentes at være paa Hjemvejen. En Mand skød
varselsskud ude paa Staalhagen, men trods alle
Foranstaltninger var der ingen, der turde haabe
nogensinde at se Svenskerne i Live mere. Stor
var derfor Glæden, da de pludselig omkring
Midnat dumpede ind paa Øen vejledet af
Bøsseskuddene ude paa Staalhagen. De var
allerede kommet Øst på, forbi Holmen, da de
havde hørt Skud, var det ikke sket, havde Døden
været dem vis. De var dødsens trætte og Istapper
sad i Skæg og Øjne.
Et andet spor efter stenhuggeriet er naturligvis
de mange stendiger, der er sat op af skærver fra
stenhuggerier, og så har stenhuggeriet på
Hirsholmene i øvrigt også gennem de år der blev
arbejdet her "høvlet" ikke mindre end 2 meter af
den nordlige del af øen,
Carl Gustav Bovin er i øvrigt bedstefar til
Maleren Carl Bovin(1907-1985)billedhuggeren Sven
Bovin(1915-2000).
|