stenfrise oven
STENHUGGERI PÅ HIRSHOLMENE
Vel ankommet til Hirsholmene kan man ikke andet end lægge mærke til, de mange sten, der ligger rundt om øen. Kigger man nærmere efter kan man godt se, at der I mange af de større sten er underlige mærker, som om nogen havde været i gang med hammer og mejsel på dem. Og det er rent faktisk også, hvad der er tilfældet.
Men vi skal ret langt tilbage i historien for at få begyndelsen på historien. Gennem slutningen af 1800 - tallet havde der flere gang være drøftet muligheden for at anlægge en nødhavn på den nordligste del af Græsholmen. Her er der dybt vand ret tæt under øen, og det ville være nemt for de store sejlskibe, der var dybtgående, at finde læ der, når stormen piskede løs i den nordlige del af Kattegat. Hirsholmen, der havde været ejet af søstrene Ûbersax fra Frederikshavn, blev i 1871 købt af et interessentskab, der nok regnede med, at der ville blive anlagt den omtalte nødhavn. Blandt interessenterne var også den svenske stenhugger Carl Gustav Bovin(1837 - 1917). Med ham blev øen for en tid befolket af omkring 200 stenhuggere.
Det har, udover selve slæbet med stenene, også været et hårdt arbejde at forarbejde de mange sten fra den rå "klump" til de kajanlæg, byggesten til huse, brosten til belægning sten til fyrtårne osv. der skulle fremstilles. Jørgen Nielsen på Hirsholmene fortæller, at man først huggede en kileform ud i stenen, der hvor den skulle flækkes, og så bankede man træ kiler ned i fordybningen, som man så vandede, indtil de var svulmet så meget op, at de flækkede stenen. Et hårdt og langsommeligt arbejde. Og så krævede det i øvrigt naturligvis stor faglig ekspertise at se, hvor stenen skulle flækkes. Billederne her ved artiklen vidner om de mange kileformede huller - og vel også om de mange sten, der ikke var gode nok til at blive brugt.
De mange skærver, som stadig findes rundt om på øen, nogle af dem iøvrigt brugt til at bygge stendiger op med, er en markante mindelser om stenhuggernes virke på øen. Det samme er Stenhuset, som han byggede til sig selv om sin familie,(og som nu udlejes til kunstnere) og Lodsgården, den lange grå bygning, der ligger på den sydlige del af øen(den var beregnet til hans forvaltere.) De begge er bygget af kampesten fra øen. Et andet tydeligt tegn på hans virke er fyrtårnet, som blev bygget i 1886, som erstatning for det lille gamle på taget af forvalterboligen.
Herudover blev der også leveret sten til to andre fyr, Lodbjerg fyr (14 km nord for Thyborøn) og Nordre Rønner fyr(v. Læsø). Derudover blev der fremstillet sten til havnebyggeri - i hvert fald til Asaa havn men også vist til andre havne, brosten til belægning både i Aalborg og Hjørring. Og mon ikke også brostens belægningen mellem Præstegården og skolen på Hirsholmene er fra stenhuggernes hånd.
Stenene blev transporteret fra øen via en pælebro, bygget ud fra Stålhagen på øens sydspids, og blev i øvrigt transporteret over øen af tipvogne trukket af en hest. Og fra pælebroen enten direkte over i de fartøjer som skulle bringe stenene videre til deres endelige bestemmelsessted, eller i tilfælde af lavvande først over i pramme og siden videre til de større både.
Tipvognsbanen fik i øvrigt fik lov at ligge på øen længe efter at Carl Bovin i 1884, da staten overtog øen, flyttede til Frederikshavn med sit stenhuggeri.
stenfrise midt
Der er nok ikke nogen tvivl om, at stenhugger perioden har været en lidt trang tid for alle der var på Hirsholmene, der har vel været omkring 200 mennesker på øen på det tidspunkt. I P. Chr. Pedersens bog: Blade af Hirsholmenes dagbog berettes om en begivenhed, som også fortæller lidt om det barske liv stenhuggerne levede dengang. Den er fra en vinter i slutningen af 1870'erne.:

En Vinter sidste i 1870'erne kunne man ikke se Fastlandet for vældige Isskruninger. Der blev snart Mangel på Fødemidler, og gode Raad var nu dyre...En aften kom to-tre svenske Stenhuggere ind til Bovin og meddelte, at de var parat til at sætte over Isen ind til Frederikshavn, hvis de måtte laane hans Hest.
Bovin var ikke meget for det, men de fik alligevel lov at tage af sted, de lavede en slæde og tog så over efter mad, som de fik lastet på slæden og så begyndte tilbageturen:

.... Slæden vilde blive hårdt belastet på hjemturen. Det blev aften uden at nogen saa noget til Svenskerne. Det begyndte atter at sne, og situationen var mere end faretruende. Man skød med Geværer, lyste med Lygter, raabte og skreg for om muligt at retlede de modige Mænd, der nu mentes at være paa Hjemvejen. En Mand skød varselsskud ude paa Staalhagen, men trods alle Foranstaltninger var der ingen, der turde haabe nogensinde at se Svenskerne i Live mere. Stor var derfor Glæden, da de pludselig omkring Midnat dumpede ind paa Øen vejledet af Bøsseskuddene ude paa Staalhagen. De var allerede kommet Øst på, forbi Holmen, da de havde hørt Skud, var det ikke sket, havde Døden været dem vis. De var dødsens trætte og Istapper sad i Skæg og Øjne.

Et andet spor efter stenhuggeriet er naturligvis de mange stendiger, der er sat op af skærver fra stenhuggerier, og så har stenhuggeriet på Hirsholmene i øvrigt også gennem de år der blev arbejdet her "høvlet" ikke mindre end 2 meter af den nordlige del af øen,

Carl Gustav Bovin er i øvrigt bedstefar til Maleren Carl Bovin(1907-1985)billedhuggeren Sven Bovin(1915-2000).

FRISE NEDERST
De mange billeder af sten er taget af Jørgen Nielsen, Hirsholmene    -     Finn Biørn august 2012