HIRSHOLMS SIDSTE ERHVERVSFISKER.

Den sidste, der udelukkende levede af fiskeri fra Holmene, var Børge Nielsen gift med Karen, der her fortæller om deres start herovre: Vi startede som feriegæster i den sydligste bolig i Lodsgården. Før det sejlede vi til øen og overnattede i båden. Det var medens Vilster var fyrmester på øen. Børge havde en dejlig mahogni båd, og der var mange gange, hvis fyrmester, hans søn eller svigerdatter skulle over til fastlandet eller hjem fra det, at Børge så smuttede over med dem eller hentede dem. Omkring 1962 skulle der så en ny fyrpasser herovre, det var Jørgen Jørgensen, og de skulle have vores lejlighed, så vi fik tilbudt Præstegården. Og så gik vi ellers i gang med at lave den i stand, og flytte til øen vist i oktoberferien i 1962. Et par år efter i 1964 fik vi solgt mahogni båden og så fik vi en Limfjordsjolle og begyndte at fiske, og jeg bedstemand i begyndelsen, men vi fik siden en bedstemand, der boede hos os. Vi levede så af fiskeriet – gav ikke ret meget i husleje vist 400 kr. årligt.

Børge var ikke bare fisker, han eksperimenterede også både med fiskeri og meget andet. Han forsøgte sig fx med at opdrætte rødspætter i den søndre ende af havnen. Han var for øvrigt den eneste, der havde bil – biler – på øen. Han havde to trehjulede scooter biler med lad, som han kunne transportere redskaberne op til præstegården med. Efterhånden gik fiskeriet dårligere og i slutningen af 60-erne, da deres søn Leif skulle over til fastlandet for at læse videre, stoppede de med fiskeriet fra øen. Da Børge standsede med fiskeriet og de flyttede til fastlandet, startede han og Karen Marine Service i Frederikshavn, som Karen førte videre efter Børges død. Og Børge døde i 1981, i øvrigt medens han som hobbyfisker, sammen med sønnen Leif, var ved at sætte et laksegarn ved Stålhagen. Karen lever stadig og har fortsat Præstegården på Hirsholmene, men har svært ved at klare sig alene der, da hendes syn er meget dårligt.