Jakob
Skafte Jespersen, nu havnearbejder, fortæller: Den sidste erhvervsfisker på
øen var Børge Nielsen., og hos ham var jeg
medhjælper i ca. 1½ år omkring 1965. Det gik til
på den måde, at jeg blev skoletræt i 2real og
umuligt kunne få mig selv til at starte igen
efter efterårsferien i København, hvor jeg
boede. På Holmen gik fyrmester Højers også ca.
15 år gamle søn, Frederik, og spekulerede også
over, hvad det egentlig var han ville. Vi enedes
så om, at fiskeri, det var sagen. Jeg flyttede
ind i et værelse, ovenpå i fyrmesterboligen, og
så gik det løs, med 6 garn og en kog (en lille
fladbundet båd, bygget af Gulla Schou) med 3
hestes påhængsmotor. Som vinteren nærmede sig,
blev der ikke mange havdage til sådan et fartøj,
og Frederik lod sig overtale af hans familien
til at gå på højskole i land, og jeg blev
tilbudt job ved Børge. Når jeg kendte øen og dens indbyggere så godt,
var det fordi jeg var kommet der som sommergæst
hvert år, og Børge Nielsen havde jeg første gang
mødt et par år før, hvor han havde trukket mig i
havn med sin motorbåd. Jeg og to kammerater var
ude og rygte ruser ved Sælrevet i robåd, da det
blæste op fra sydøst. Situationen var ikke
farlig, men det var rart, at blive hjulpet af en
voksen. Så da han spurgte mig om at fiske med
ham, var jeg straks interesseret. Børge boede i
præstegården sammen med sin kone Karen og
sønnen Leif på ca. 12 år. Lønnen skulle være
kost og logi og 15 % af afregningerne for
fangsten. Jeg flyttede ind i værelset mod syd på
loftet med havudsigt over Kølpen og Deget til
Fr. havn. Karens mad var fantastisk, når man kom
ind fra havet, og snart steg jeg til 25 %, og
havde dermed en rigtig god hyre, især når man
husker, at vi kun betalte kommuneskat dengang. Skibet hed Bien, og var en lille bred
limfjordsbåd (fra Struer?) med dam og stort
styrehus, hvor vi begge kunne stå i ly, når vi
sejlede til og fra fiskepladsen. Men lidt klejn
var den jo, og senere blev den skiftet ud med en
større, som desuden havde køjeplads ude for. Vi
fiskede udelukkende med garn, og det var mest
efter rødspætter. Garnene var af nylon med
flyde- og blysime og vist nok 90m. lange. De var
dejlige at arbejde med, især når man, som jeg,
havde hjulpet sin far med den gammeldags type
garn, som var af bomuld og monteret med
korkflydere og ringe af jern, for de kunne
virkelig filtre, når uheldet var ude. Vi satte
gerne 6 i række, og jeg tror det meste vi havde
ude, var 36 stk. Som regel satte vi garnene lige
syd for Hirsholmen, - det var i hvert fald der,
det gav bedst. Når garnene havde stået natten
over og skulde trækkes, foregik det med
håndkraft, og det var mit job. Børge styrede så
båden til, og han var faktisk rigtig god til at
holde skibet i en kurs og fart, der gjorde det
lettest for mig. Lidt forbløffende egentlig, for
jeg husker også, at han både kunne drikke kaffe
og læse i avisen samtidig! Børge havde været
modstandsmand under krigen, og holdt
”Information”, som har en fortid som
undergrundsblad. Det hændte, han havde
læserbreve i, og at han krydrede sølivet med
oplæsning af særligt gode passager fra dem og
avisen generelt. Opredning af garnene fik vi
hjælp til af Kristian og Ragna Schou og
Rosenkrans. Fiskene samlede vi i nogle store
hyttefade (ca. 4 gange 2 m.), som var fortøjet
til store pæle i havnen. Vi kunne så rense
fisken, og sejle til land med dem, når det
passede os bedst, og det kunne nogle gange give
gode priser, når der havde været en stormfuld
periode, og vi var de første til at lande, mens
de andre endnu var ved, at gøre grejet klart.
Ind i mellem rødspættefiskeriet brugte vi tre
torskegarn, som vi satte på Fjortenfavnsrevet en
halv time mod syd. Det er et lille men højt rev,
og de tre garn kunne affiske det, når de var sat
rigtigt lige over toppen. Den fandt vi med
ekkoloddet, og nogle gange om vinteren, når der
var rigtig mange torsk, kunne udskriften fra
loddet godt ligne en vulkan i udbrud, hvor
fiskene sås som skyen over keglen. Det tog en
måneds tid for nye fisk at finde til, og sjovt
nok var vi uden konkurrence på den plads. Det
var krabater på 20 pund, og når der var mange,
var det lidt hårdt at trække dem op, især i
stille vejr, for ellers kunne man bruge bølgerne
til hjælp, ved at holde fast når det gik op, og
trække slækket ind, når det gik ned. Et andet
tilbagevendende fiskeri, var det efter
stenbidere i det tidlige forår. Da kommer de ind
på et par meters vand for at gyde mellem
stenene. Det var især hunnerne, som blev kaldt ”Kulser”,
der var penge i. Deres rogn blev brugt til
kaviarerstatning. Børge fik nogle pighvarregarn
hjem ovre fra vestkysten, som havde den rigtige
maskestørrelse og højde til det brug. Garnene
skulle sættes så tæt på kysten som muligt, og i
hårdt vejr var der bestemt ikke tid til hverken
avis eller kaffetår for manden ved roret. Når
det var sådan, havde jeg en kniv ved mig til at
kappe garnet, hvis vi bare skulle væk. I sommertiden kunne der komme sløve perioder,
hvor fiskene ligesom ikke gad flytte sig, -i
hvert fald ikke ind i vores garn. En gang lagde
vi mærke til, at de rødspætter, vi trods alt
fangede, var stop-fulde af de småmuslinger, som
er deres foretrukne spise. Bundprøver viste, at
der var masser af føde, så fiskene lå nok bare i
det lune vand og mæskede sig i et overdådigt
tag-selv-bord af livretter, - ja, en slags
rødspætternes Costa Del Sol, forestillede vi os
det var, vi havde under kølen. Børge købte så
½km. brugt tov af en snurrevodsfisker, og det
lagde vi ud i en bue langs den ene side af en
række garn. Med et anker i den ene ende af tovet
trak vi det så op til garnet. Det satte også liv
i de forædte spætter, men ikke nok. Tovet skulle
trækkes helt op til garnet, for at der blev
noget fiskeri ud af det, og det var for svært,
at skille garn fra tov, hvis vi havde trukket
for langt. Altså blev tovet gemt bort, men fik
senere liv igen som tennicoitbane. På denne tid
havde vi stadig ”Bien”, og den havde en ret
overdimensioneret motor, som f.eks. gjorde den i
stand til at trække omtalte tov. Sjovt nok var
det netop dens trækkraft, som indirekte gav os
god fangst i en sløv tid, og derom vil den næste
historie handle. En solbeskinnet dag i sådan en periode tog vi på
”ekspedition” til Hertas Flak, som er en grund
halvvejs til Skagen og godt ud mod øst. Med os
havde vi nogle af alle typer garn, for at prøve
fiskeriet der. Det var et område, vi havde fået
beskrevet af nogle strandbyfiskere, som en slags
tak for at vi havde halet dem fri af en
grundstødning i havneindløbet. De havde søgt ind
i havnen for læ i hårdt vejr. Det var en rigtig
stor kutter, og den lille Bien blev ordentlig
rost for dens styrke, og det blev sandelig også
dens besætning for det gode samarbejde. Det blev
sagt på ægte drævende ”strajbymål”, hvor de
rosende gloser ellers ikke er mange, og muligvis
var det de overraskende ord, som fik Børge til
at invitere de fire sultne fiskere på frokost i
præstegården, uden at have spurgt Karen, hvad hun
havde på hylderne i spisekammeret. Men vi fik
alt igen, for det blev nogle indbringende og
spændende ture derud. Strandbyerne brugte trawl,
og beskrev baner de kunne trække i langs med -
og gennem flakket, og der satte vi garnene til
en start. Senere fandt vi egne pladser, og
fangede mange store pighvarrer, som blev godt
betalt. Spændende var det også, for her var
fisk, vi ellers ikke så, f.eks. havkat, lange,
kulmule og så nogle kæmpe eksemplarer af
rødspætte, hummer og taskekrabbe. Også en
druknet sælhund kom engang med op. Den var så
tung, at jeg troede det var en sten.. Som man kan læse, var Børge Nielsen ikke bange
for at prøve nyt, og jeg syntes, det var rigtig
spændende at være med. I min tid gik det meste
godt, men før da, havde han haft nogle mindre
heldige initiativer, såsom opdræt af undermåls
rødspætter i søndre ende af havnen, ålebundgarn
i stenene på øens nordligste punkt og ophugning
af tre udtjente motortorpedobåde i nordenden af
havnen, som han brændte af og samlede metallerne
fra. Ja, da blev øen ”brugt”, kan man sige, og
vore dages fredninger og forbud var enten ikke
eksisterende eller opfattedes kun som
henstillinger om at tage hensyn. F.eks. var det
en helt naturlig ting, at tage til Græsholmen en
efterårs- eller vinterdag for at skyde et par
kaniner, hvis det var det man havde lyst til at
få i gryden. Jeg husker mest gode ting, men nu
og da gik jeg også til gudstjenester, bare for at der skulle
ske noget. Jeg er dog ikke i tvivl om at jeg alt
i alt havde en god hyre hos Børge og Karen i
præstegården. |