Jakob Skafte Jespersen, nu havnearbejder, fortæller:
Fiskeri på Holmen.

Den sidste erhvervsfisker på øen var Børge Nielsen., og hos ham var jeg medhjælper i ca. 1½ år omkring 1965. Det gik til på den måde, at jeg blev skoletræt i 2real og umuligt kunne få mig selv til at starte igen efter efterårsferien i København, hvor jeg boede. På Holmen gik fyrmester Højers også ca. 15 år gamle søn, Frederik, og spekulerede også over, hvad det egentlig var han ville. Vi enedes så om, at fiskeri, det var sagen. Jeg flyttede ind i et værelse, ovenpå i fyrmesterboligen, og så gik det løs, med 6 garn og en kog (en lille fladbundet båd, bygget af Gulla Schou) med 3 hestes påhængsmotor. Som vinteren nærmede sig, blev der ikke mange havdage til sådan et fartøj, og Frederik lod sig overtale af hans familien til at gå på højskole i land, og jeg blev tilbudt job ved Børge.

Når jeg kendte øen og dens indbyggere så godt, var det fordi jeg var kommet der som sommergæst hvert år, og Børge Nielsen havde jeg første gang mødt et par år før, hvor han havde trukket mig i havn med sin motorbåd. Jeg og to kammerater var ude og rygte ruser ved Sælrevet i robåd, da det blæste op fra sydøst. Situationen var ikke farlig, men det var rart, at blive hjulpet af en voksen. Så da han spurgte mig om at fiske med ham, var jeg straks interesseret. Børge boede i præstegården sammen med sin kone Karen og sønnen Leif på ca. 12 år. Lønnen skulle være kost og logi og 15 % af afregningerne for fangsten. Jeg flyttede ind i værelset mod syd på loftet med havudsigt over Kølpen og Deget til Fr. havn. Karens mad var fantastisk, når man kom ind fra havet, og snart steg jeg til 25 %, og havde dermed en rigtig god hyre, især når man husker, at vi kun betalte kommuneskat dengang.

Skibet hed Bien, og var en lille bred limfjordsbåd (fra Struer?) med dam og stort styrehus, hvor vi begge kunne stå i ly, når vi sejlede til og fra fiskepladsen. Men lidt klejn var den jo, og senere blev den skiftet ud med en større, som desuden havde køjeplads ude for. Vi fiskede udelukkende med garn, og det var mest efter rødspætter. Garnene var af nylon med flyde- og blysime og vist nok 90m. lange. De var dejlige at arbejde med, især når man, som jeg, havde hjulpet sin far med den gammeldags type garn, som var af bomuld og monteret med korkflydere og ringe af jern, for de kunne virkelig filtre, når uheldet var ude. Vi satte gerne 6 i række, og jeg tror det meste vi havde ude, var 36 stk. Som regel satte vi garnene lige syd for Hirsholmen, - det var i hvert fald der, det gav bedst. Når garnene havde stået natten over og skulde trækkes, foregik det med håndkraft, og det var mit job. Børge styrede så båden til, og han var faktisk rigtig god til at holde skibet i en kurs og fart, der gjorde det lettest for mig. Lidt forbløffende egentlig, for jeg husker også, at han både kunne drikke kaffe og læse i avisen samtidig! Børge havde været modstandsmand under krigen, og holdt ”Information”, som har en fortid som undergrundsblad. Det hændte, han havde læserbreve i, og at han krydrede sølivet med oplæsning af særligt gode passager fra dem og avisen generelt. Opredning af garnene fik vi hjælp til af Kristian og Ragna Schou og Rosenkrans. Fiskene samlede vi i nogle store hyttefade (ca. 4 gange 2 m.), som var fortøjet til store pæle i havnen. Vi kunne så rense fisken, og sejle til land med dem, når det passede os bedst, og det kunne nogle gange give gode priser, når der havde været en stormfuld periode, og vi var de første til at lande, mens de andre endnu var ved, at gøre grejet klart.

Ind i mellem rødspættefiskeriet brugte vi tre torskegarn, som vi satte på Fjortenfavnsrevet en halv time mod syd. Det er et lille men højt rev, og de tre garn kunne affiske det, når de var sat rigtigt lige over toppen. Den fandt vi med ekkoloddet, og nogle gange om vinteren, når der var rigtig mange torsk, kunne udskriften fra loddet godt ligne en vulkan i udbrud, hvor fiskene sås som skyen over keglen. Det tog en måneds tid for nye fisk at finde til, og sjovt nok var vi uden konkurrence på den plads. Det var krabater på 20 pund, og når der var mange, var det lidt hårdt at trække dem op, især i stille vejr, for ellers kunne man bruge bølgerne til hjælp, ved at holde fast når det gik op, og trække slækket ind, når det gik ned. Et andet tilbagevendende fiskeri, var det efter stenbidere i det tidlige forår. Da kommer de ind på et par meters vand for at gyde mellem stenene. Det var især hunnerne, som blev kaldt ”Kulser”, der var penge i. Deres rogn blev brugt til kaviarerstatning. Børge fik nogle pighvarregarn hjem ovre fra vestkysten, som havde den rigtige maskestørrelse og højde til det brug. Garnene skulle sættes så tæt på kysten som muligt, og i hårdt vejr var der bestemt ikke tid til hverken avis eller kaffetår for manden ved roret. Når det var sådan, havde jeg en kniv ved mig til at kappe garnet, hvis vi bare skulle væk.

I sommertiden kunne der komme sløve perioder, hvor fiskene ligesom ikke gad flytte sig, -i hvert fald ikke ind i vores garn. En gang lagde vi mærke til, at de rødspætter, vi trods alt fangede, var stop-fulde af de småmuslinger, som er deres foretrukne spise. Bundprøver viste, at der var masser af føde, så fiskene lå nok bare i det lune vand og mæskede sig i et overdådigt tag-selv-bord af livretter, - ja, en slags rødspætternes Costa Del Sol, forestillede vi os det var, vi havde under kølen. Børge købte så ½km. brugt tov af en snurrevodsfisker, og det lagde vi ud i en bue langs den ene side af en række garn. Med et anker i den ene ende af tovet trak vi det så op til garnet. Det satte også liv i de forædte spætter, men ikke nok. Tovet skulle trækkes helt op til garnet, for at der blev noget fiskeri ud af det, og det var for svært, at skille garn fra tov, hvis vi havde trukket for langt. Altså blev tovet gemt bort, men fik senere liv igen som tennicoitbane. På denne tid havde vi stadig ”Bien”, og den havde en ret overdimensioneret motor, som f.eks. gjorde den i stand til at trække omtalte tov. Sjovt nok var det netop dens trækkraft, som indirekte gav os god fangst i en sløv tid, og derom vil den næste historie handle.

En solbeskinnet dag i sådan en periode tog vi på ”ekspedition” til Hertas Flak, som er en grund halvvejs til Skagen og godt ud mod øst. Med os havde vi nogle af alle typer garn, for at prøve fiskeriet der. Det var et område, vi havde fået beskrevet af nogle strandbyfiskere, som en slags tak for at vi havde halet dem fri af en grundstødning i havneindløbet. De havde søgt ind i havnen for læ i hårdt vejr. Det var en rigtig stor kutter, og den lille Bien blev ordentlig rost for dens styrke, og det blev sandelig også dens besætning for det gode samarbejde. Det blev sagt på ægte drævende ”strajbymål”, hvor de rosende gloser ellers ikke er mange, og muligvis var det de overraskende ord, som fik Børge til at invitere de fire sultne fiskere på frokost i præstegården, uden at have spurgt Karen, hvad hun havde på hylderne i spisekammeret. Men vi fik alt igen, for det blev nogle indbringende og spændende ture derud. Strandbyerne brugte trawl, og beskrev baner de kunne trække i langs med - og gennem flakket, og der satte vi garnene til en start. Senere fandt vi egne pladser, og fangede mange store pighvarrer, som blev godt betalt. Spændende var det også, for her var fisk, vi ellers ikke så, f.eks. havkat, lange, kulmule og så nogle kæmpe eksemplarer af rødspætte, hummer og taskekrabbe. Også en druknet sælhund kom engang med op. Den var så tung, at jeg troede det var en sten..

Som man kan læse, var Børge Nielsen ikke bange for at prøve nyt, og jeg syntes, det var rigtig spændende at være med. I min tid gik det meste godt, men før da, havde han haft nogle mindre heldige initiativer, såsom opdræt af undermåls rødspætter i søndre ende af havnen, ålebundgarn i stenene på øens nordligste punkt og ophugning af tre udtjente motortorpedobåde i nordenden af havnen, som han brændte af og samlede metallerne fra. Ja, da blev øen ”brugt”, kan man sige, og vore dages fredninger og forbud var enten ikke eksisterende eller opfattedes kun som henstillinger om at tage hensyn. F.eks. var det en helt naturlig ting, at tage til Græsholmen en efterårs- eller vinterdag for at skyde et par kaniner, hvis det var det man havde lyst til at få i gryden.

Jeg husker mest gode ting, men nu og da gik jeg også  til gudstjenester, bare for at der skulle ske noget. Jeg er dog ikke i tvivl om at jeg alt i alt havde en god hyre hos Børge og Karen i præstegården.