Erik Børge Vangsted, nu lektor
på Univercity Collage, Hjørring, det der hed
Hjørring Seminarium dengang han blev sendt på
"græs" på Hirsholmene.
Vikar på Hirsholmene.
Som lærerstuderende var jeg efteråret 1966 ”på
græs” et halvt år på Hirsholmene. Den daværende
læreruddannelse var skruet således sammen, at vi
skulle i lønnet praktik i et halvt år – populært
betegnet som ”på græs”. Jeg fik tilbudt
Hirsholmene og slog straks til.
Ankomst til øen:
Jeg var på dette tidspunkt 20 år og meget
urutineret, så der var nerver på. Min bror kørte
mig til Frederikshavn, hvor jeg skulle med
postbåden, der kun gik 3 gange om uge – tirsdag,
torsdag og lørdag. Nervøsiteten blev ikke
mindre, da vi havde store problemer med at finde
båden. Det lykkedes dog i sidste øjeblik.
Efter 1½ times sejlads ankom vi til øen, hvor
jeg blev budt velkommen af ”øens konge for de 21
indbyggere” – fyrmesteren.
Han vist vej til ”min bolig”, som var skolens
gymnastiksal, hvor min seng stod op ad ribberne.
Der var ingen skabe, men udmærket plads på
gulvet! Tøj håndklæder o.l. kunne så lægges på
bukken eller hænge i de ledige ribber.
Der var ingen toilet på skolen, så jeg var
henvist til at bruge øens offentlige toilet, som
lå omkring 100 m fra skolen.
Inden fyrmesteren gik, fik jeg følgende råd med
på vejen: Du vil snart blive kontaktet og han
nævnte navnet på en af beboerne. Hun vil forsøge
at lokke dig til en aftale om rengøring, men sig
nej tak.
Ganske rigtig blev jeg i løbet af en time
kontaktet, men sagde pænt nej tak og stod selv
for rengøringen.
Skolen:
Bygningen var firkantet og nok på størrelse med
et lille etplans parcelhus. Der var 3 rum:
Skolestue, gymnastiksal og køkken med et lille
baderum i det ene hjørne.
Der var imidlertid problematisk at bruge
gymnastiksalen til undervisning, når den
samtidig var min bolig, så jeg blev nødt til at
tænke på andre muligheder.
Undervisningen:
Der var 3 elever Per, Ole og Leif, som hørte
hjemme på henholdsvis 3., 4. og 7.klassetrin, så
det skulle undervisningsdifferentieres, selvom
dette princip ikke var nævnt i datidens
folkeskolelov.
Undervisningsmaterialer var der ikke meget af,
men der var gode muligheder for at gå på
opdagelse i naturen, hvor stranden lå få skridt
fra skolen.
I idrætstimerne spillede vi altid fodbold, da
jeg havde okkuperet gymnastiksalen til bolig.
Der nar heldigvis et forholdsvist fladt stykke
græs (ca. 20m x 20 m) lige udenfor skolen, hvor
vi kunne lægge 2 sten i hver ende som mål. Vi
havde faste hold: Ole og Leif var sammen mod Per
og mig.
Der var undervisning 6 dage om ugen, så der var
ikke mulighed for at komme hjem i weekenden.
Postbåden afgik ganske vist om lørdagen, men jeg
kunne først komme tilbage igen tirsdag
eftermiddag.
For ikke helt at blive afskåret fra fastlandet,
måtte jeg lave en aftale om ind imellem at tage
hjem og undervise tirsdag til sent eftermiddag
og lægge nogle ekstra timer de øvrige dage, så
der kunne blive plads til en forlænget weekend.
Kirkesanger:
En del af lærerjobbet var at fungere som
kirkesanger, når der en gang hver måned var
gudstjeneste.
Den første lå få uger efter min ankomst, hvor
folk strømmede til. Vi blev i alt 45, hvoraf 40
var ”nysgerrige landkrabber”. I sommerhalvåret
kommer der nemlig en del turister til øen.
”Degnens” nervøsitet steg i takt med
tilstrømningen. Jeg sad og ventede på, at
præsten skulle komme – ham havde jeg nemlig ikke
snakket med. Det eneste, jeg viste, var hvilke
salmer, der skulle synges – melodierne kendte
jeg ikke, men håbede, at det ville gå med
organistens hjælp.
Præsten kom og styrtede op til alteret, uden at
jeg kunne nå at snakke med ham. Organist så jeg
intet til.
Inden jeg fik kontakt med præsten, vendte han
sig om og bad indgangsbønnen, inden han fik øje
på mig.
Da han blev bevidst om min tilstedeværelse,
listede han hen til mig og spurgte hviskende:
”Klarer du udgangsbønnen?”.
Da vi kom til salmerne blev min rædsel ikke
mindre, da jeg blev klar over, at der ingen
organist var. Men præsten var et venligt og
hjælpsomt væsen, så vi fik sunget salmerne.
Af lyspunkter kan jeg nævne, at jeg intet havde
at udsætte på præstens prædiken, men det skyldes
måske, at jeg ikke rigtig hørte efter. De tre
unge piger på forreste række, som sad og så på
mig, fik mig nok heller ikke til at koncentrere
mig bedre om prædikenen.
Til senere gudstjenester oplevede jeg ind
imellem organister, men det var ingen større
hjælp. Orglet var så falskt, at vi (organisten,
præsten og mig selv) måtte skråle rigtig højt
for at overdøve det falske orgel.
Fåresyge og valg:
Jeg fik denne børnesygdom, medens jeg var på
øen. Til alt held blev jeg syg i en weekend,
hvor jeg var hjemme.
Det betød, at jeg måtte blive på fastlandet i en
uge, hvor der var folketingsvalg. Jeg fik derfor
ikke overværet valget, som jeg for øvrigt ikke
selv kunne deltage i, da man ikke havde valgret
som tyveårig på dette tidspunkt.
Hirtsholmene var traditionelt det sted i landet,
hvor valget først blev afsluttet. Alle stemte,
og det sket fra morgenstunden af, og når alle
har afgivet stemme, kan valgstedet lukke.
Herefter kunne man meddele i radioen, at nu var
valghandlingen afslutte på Hirsholmene.
Resultatet måtte vist først offentliggøres, når
valghandlingen var afsluttet i hele landet, men
det var nu kendt på forhånd, for alle vidste,
hvem der var socialdemokrater, resten var
konservative (sådan var det vist).
Hvad med maden?
Hvad gør man, når der ikke er spisesteder og
forretninger?
Man laver selv maden, men må være forudseende.
Tre gange om ugen ringer man til brugsen for at
bestille varer, som herefter blev leveret med
postbåden.
Storm og
Skagerrak:
Den 7. september 1966 oplevede jeg stormen, hvor
den norske færge "Skagerak" havarerede og sank
på rutefarten mellem Hirtshals og Kristiansand.
På Hirsholmene oplevede vi det som en kraftig
storm, hvor alt blev dækket af saltvandsstøv.
Det stred åbenbart mod naturens orden, for
bladene på hækken til kirkegården faldt af. Jeg
troede, at der blot var tale om tidligt løvfald,
men blev klogere: I oktober kom der nye blade på
træerne, som selvfølgelig ikke holdt ret længe.
Det var et efterår med blæst mange gange. Når
der rigtig var gang i bølgerne, nød jeg at gå
øen rundt opleve vejrets hærgen. Det tog omkring
en time, hvor turen over østsiden var et langt
forhindringsløb over store sten.
Det var dog en endnu større oplevelse at stå ved
havet en helt stille aften i måneskin. Alt er
stille bortset fra små bølgeskvulp, og
efterhånden føler man sig fuldstændig sammensmeltet
med naturen.
Fritiden:
I de første uger var der meget liv på øen med en
del turister, som havde ”sommerhus” på øen. Da
øerne tilhørte forsvarsministeriet, kunne man
ikke eje husene, men havde vist en
længerevarende lejekontakt.
Der var især 2 universitetsstuderende, som jeg
var en del sammen med. Vi badede sammen to gange
om dagen: Kl.7.30 og 15.00. Ind imellem spillede
vi tennicoit, som vist ikke kendes af mange i
Danmark (Google har ingen henvisninger på
dansk). Spillet skulle stamme fra Indien. Banen
minder meget om en badmintonbane med net. Der
kastes med ringe, hvor modspillerne skal gribe
ringene, hvis de lander indenfor banen.
Efter 1. september var der stort set kun de
fastboende tilbage, så nu var jeg henvist til
læsning og gåture langs stranden, men de to
forældrepar (Ole og Per var søskende) var også
meget gæstfrie.
Det ene forældrepar besøgte jeg, når jeg gerne
ville se fjernsyn og det andet forældrepar, når
der skulle spilles kort.
Hos ”kortspillerne” var manden fyrpasser, medens
manden i den anden familie var fisker.
Fiskerfamilien var flyttet til Hirtsholmene
efter et karriereræs indenfor erhvervslivet. Det
var mit indtryk, at de havde behov for en
periode helt uden stressende krav udefra. De
valgte på øen at leve et meget spartansk og
tilbagetrukket liv, men senere vendte de vist
tilbage til karrieren.
Den ældste af drengene Leif, havde en lille
fladbundet robåd (kåg). Vi roede flere gange ud
for at sætte garn, som dagen efter blev
undersøgt for fangst i form af rødspætter og
krabber.
Med fyrmesterens tilladelse, kunne vi også få
lov til at gå i land på Græsholmen, som er
fredet.
Her er der ud over fugle en del kaniner.
Jeg nød det indtil december, hvor tågen satte
ind. Når der er tåge, aktiveres tågehornet hvert
minut døgnet rundt. Lyden er så høj, at alt
ryster. Herefter glædede jeg mig til at komme
tilbage til fastlandet.
Min ansættelse sluttede 15. januar 1967, hvor en
ny vikar skulle overtaget jobbet i et halvt år.
En oplevelse for livet:
Selvom der var stridigheder mellem beboerne, som
boede dør om dør, oplevede jeg kun venlighed.
Forældrene havde jeg meget kontakt med, medens
kontakten til de øvrige beboere kun bestod i
småsnak eller goddag, når vi tilfældigt mødtes.
Men nærheden til naturen, roen og tiden til
eftertanke, er en oplevelse, man aldrig glemmer.
7. november 2009/Erik Vangsted
|