Erik Børge Vangsted, nu lektor på Univercity Collage, Hjørring, det der hed Hjørring Seminarium dengang han blev sendt på "græs" på Hirsholmene.

Vikar på Hirsholmene.
Som lærerstuderende var jeg efteråret 1966 ”på græs” et halvt år på Hirsholmene. Den daværende læreruddannelse var skruet således sammen, at vi skulle i lønnet praktik i et halvt år – populært betegnet som ”på græs”. Jeg fik tilbudt Hirsholmene og slog straks til.

Ankomst til øen:
Jeg var på dette tidspunkt 20 år og meget urutineret, så der var nerver på. Min bror kørte mig til Frederikshavn, hvor jeg skulle med postbåden, der kun gik 3 gange om uge – tirsdag, torsdag og lørdag. Nervøsiteten blev ikke mindre, da vi havde store problemer med at finde båden. Det lykkedes dog i sidste øjeblik.
Efter 1½ times sejlads ankom vi til øen, hvor jeg blev budt velkommen af ”øens konge for de 21 indbyggere” – fyrmesteren.
Han vist vej til ”min bolig”, som var skolens gymnastiksal, hvor min seng stod op ad ribberne. Der var ingen skabe, men udmærket plads på gulvet! Tøj håndklæder o.l. kunne så lægges på bukken eller hænge i de ledige ribber.
Der var ingen toilet på skolen, så jeg var henvist til at bruge øens offentlige toilet, som lå omkring 100 m fra skolen.
Inden fyrmesteren gik, fik jeg følgende råd med på vejen: Du vil snart blive kontaktet og han nævnte navnet på en af beboerne. Hun vil forsøge at lokke dig til en aftale om rengøring, men sig nej tak.
Ganske rigtig blev jeg i løbet af en time kontaktet, men sagde pænt nej tak og stod selv for rengøringen.


Skolen:
Bygningen var firkantet og nok på størrelse med et lille etplans parcelhus. Der var 3 rum: Skolestue, gymnastiksal og køkken med et lille baderum i det ene hjørne.
Der var imidlertid problematisk at bruge gymnastiksalen til undervisning, når den samtidig var min bolig, så jeg blev nødt til at tænke på andre muligheder.
Undervisningen:
Der var 3 elever Per, Ole og Leif, som hørte hjemme på henholdsvis 3., 4. og 7.klassetrin, så det skulle undervisningsdifferentieres, selvom dette princip ikke var nævnt i datidens folkeskolelov.
Undervisningsmaterialer var der ikke meget af, men der var gode muligheder for at gå på opdagelse i naturen, hvor stranden lå få skridt fra skolen.
I idrætstimerne spillede vi altid fodbold, da jeg havde okkuperet gymnastiksalen til bolig. Der nar heldigvis et forholdsvist fladt stykke græs (ca. 20m x 20 m) lige udenfor skolen, hvor vi kunne lægge 2 sten i hver ende som mål. Vi havde faste hold: Ole og Leif var sammen mod Per og mig.
Der var undervisning 6 dage om ugen, så der var ikke mulighed for at komme hjem i weekenden. Postbåden afgik ganske vist om lørdagen, men jeg kunne først komme tilbage igen tirsdag eftermiddag.
For ikke helt at blive afskåret fra fastlandet, måtte jeg lave en aftale om ind imellem at tage hjem og undervise tirsdag til sent eftermiddag og lægge nogle ekstra timer de øvrige dage, så der kunne blive plads til en forlænget weekend.


Kirkesanger:
En del af lærerjobbet var at fungere som kirkesanger, når der en gang hver måned var gudstjeneste.
Den første lå få uger efter min ankomst, hvor folk strømmede til. Vi blev i alt 45, hvoraf 40 var ”nysgerrige landkrabber”. I sommerhalvåret kommer der nemlig en del turister til øen.
”Degnens” nervøsitet steg i takt med tilstrømningen. Jeg sad og ventede på, at præsten skulle komme – ham havde jeg nemlig ikke snakket med. Det eneste, jeg viste, var hvilke salmer, der skulle synges – melodierne kendte jeg ikke, men håbede, at det ville gå med organistens hjælp.
Præsten kom og styrtede op til alteret, uden at jeg kunne nå at snakke med ham. Organist så jeg intet til.
Inden jeg fik kontakt med præsten, vendte han sig om og bad indgangsbønnen, inden han fik øje på mig.
Da han blev bevidst om min tilstedeværelse, listede han hen til mig og spurgte hviskende: ”Klarer du udgangsbønnen?”.
Da vi kom til salmerne blev min rædsel ikke mindre, da jeg blev klar over, at der ingen organist var. Men præsten var et venligt og hjælpsomt væsen, så vi fik sunget salmerne.
Af lyspunkter kan jeg nævne, at jeg intet havde at udsætte på præstens prædiken, men det skyldes måske, at jeg ikke rigtig hørte efter. De tre unge piger på forreste række, som sad og så på mig, fik mig nok heller ikke til at koncentrere mig bedre om prædikenen.
Til senere gudstjenester oplevede jeg ind imellem organister, men det var ingen større hjælp. Orglet var så falskt, at vi (organisten, præsten og mig selv) måtte skråle rigtig højt for at overdøve det falske orgel.

Fåresyge og valg:
Jeg fik denne børnesygdom, medens jeg var på øen. Til alt held blev jeg syg i en weekend, hvor jeg var hjemme.
Det betød, at jeg måtte blive på fastlandet i en uge, hvor der var folketingsvalg. Jeg fik derfor ikke overværet valget, som jeg for øvrigt ikke selv kunne deltage i, da man ikke havde valgret som tyveårig på dette tidspunkt.
Hirtsholmene var traditionelt det sted i landet, hvor valget først blev afsluttet. Alle stemte, og det sket fra morgenstunden af, og når alle har afgivet stemme, kan valgstedet lukke. Herefter kunne man meddele i radioen, at nu var valghandlingen afslutte på Hirsholmene. Resultatet måtte vist først offentliggøres, når valghandlingen var afsluttet i hele landet, men det var nu kendt på forhånd, for alle vidste, hvem der var socialdemokrater, resten var konservative (sådan var det vist).
Hvad med maden?
Hvad gør man, når der ikke er spisesteder og forretninger?
Man laver selv maden, men må være forudseende. Tre gange om ugen ringer man til brugsen for at bestille varer, som herefter blev leveret med postbåden.

Storm og Skagerrak:
Den 7. september 1966 oplevede jeg stormen, hvor den norske færge "Skagerak" havarerede og sank på rutefarten mellem Hirtshals og Kristiansand.
På Hirsholmene oplevede vi det som en kraftig storm, hvor alt blev dækket af saltvandsstøv. Det stred åbenbart mod naturens orden, for bladene på hækken til kirkegården faldt af. Jeg troede, at der blot var tale om tidligt løvfald, men blev klogere: I oktober kom der nye blade på træerne, som selvfølgelig ikke holdt ret længe.
Det var et efterår med blæst mange gange. Når der rigtig var gang i bølgerne, nød jeg at gå øen rundt opleve vejrets hærgen. Det tog omkring en time, hvor turen over østsiden var et langt forhindringsløb over store sten.
Det var dog en endnu større oplevelse at stå ved havet en helt stille aften i måneskin. Alt er stille bortset fra små bølgeskvulp, og efterhånden føler man sig fuldstændig sammensmeltet med naturen.

Fritiden:
I de første uger var der meget liv på øen med en del turister, som havde ”sommerhus” på øen. Da øerne tilhørte forsvarsministeriet, kunne man ikke eje husene, men havde vist en længerevarende lejekontakt.
Der var især 2 universitetsstuderende, som jeg var en del sammen med. Vi badede sammen to gange om dagen: Kl.7.30 og 15.00. Ind imellem spillede vi tennicoit, som vist ikke kendes af mange i Danmark (Google har ingen henvisninger på dansk). Spillet skulle stamme fra Indien. Banen minder meget om en badmintonbane med net. Der kastes med ringe, hvor modspillerne skal gribe ringene, hvis de lander indenfor banen.
Efter 1. september var der stort set kun de fastboende tilbage, så nu var jeg henvist til læsning og gåture langs stranden, men de to forældrepar (Ole og Per var søskende) var også meget gæstfrie.
Det ene forældrepar besøgte jeg, når jeg gerne ville se fjernsyn og det andet forældrepar, når der skulle spilles kort.
Hos ”kortspillerne” var manden fyrpasser, medens manden i den anden familie var fisker. Fiskerfamilien var flyttet til Hirtsholmene efter et karriereræs indenfor erhvervslivet. Det var mit indtryk, at de havde behov for en periode helt uden stressende krav udefra. De valgte på øen at leve et meget spartansk og tilbagetrukket liv, men senere vendte de vist tilbage til karrieren.
Den ældste af drengene Leif, havde en lille fladbundet robåd (kåg). Vi roede flere gange ud for at sætte garn, som dagen efter blev undersøgt for fangst i form af rødspætter og krabber.
Med fyrmesterens tilladelse, kunne vi også få lov til at gå i land på Græsholmen, som er fredet.
Her er der ud over fugle en del kaniner.
Jeg nød det indtil december, hvor tågen satte ind. Når der er tåge, aktiveres tågehornet hvert minut døgnet rundt. Lyden er så høj, at alt ryster. Herefter glædede jeg mig til at komme tilbage til fastlandet.
Min ansættelse sluttede 15. januar 1967, hvor en ny vikar skulle overtaget jobbet i et halvt år.

En oplevelse for livet:
Selvom der var stridigheder mellem beboerne, som boede dør om dør, oplevede jeg kun venlighed. Forældrene havde jeg meget kontakt med, medens kontakten til de øvrige beboere kun bestod i småsnak eller goddag, når vi tilfældigt mødtes.
Men nærheden til naturen, roen og tiden til eftertanke, er en oplevelse, man aldrig glemmer.

7. november 2009/Erik Vangsted