FARVEL TIL SOMMERGÆSTERNE
En af øens specialiteter - i
hvert fald en ting, jeg ikke har set andre
steder - er, at når gæster eller sommergæster
rejser bort fra øen, så springer mange børn og
tit også voksne i vandet, når båden har lagt
fra, for at ligge i vandet og vinke farvel til
de bortdragende gæster.
"I gamle dage" fortæller min
kone Hanne, at de der ville tage afsked med
gæsterne på denne måde, enten kravlede op på
postbådens styrehustag efter aftale med
postføreren eller iført almindeligt tøj,
flagrende kjoler, hatte og tasker blandede sig
mellem de andre rejsende, og så når postbåden
stoppede midt i havnen, sprang de, til de
hjemrejsendes forundring, i havnen fra rælingen
eller fra styrehusets tag, for så at vinke
farvel en sidste gang til de bortdragende, mens
de lå i vandet. Der går også frasagn om, at en
engang cyklede ud af broen, med en kuffert
bagpå, for at køre lige i havnen, men hvem og
hvornår, det vides ikke.
Jeg ved ikke, hvor skikken
kommer fra - hvordan den er dukket op - men det
er et sikkert og fast ritual - i hvert fald,
hvis vejret ikke er alt for koldt(og det skal
være meget koldt) eller ubehageligt.
- Finn -
|