Jørgen Nielsen kone Bubi traf tilfældigt Anna Sørensen i Frederikshavn, og da de opdagede at de havde Hirsholmene til fælles, fik Bubi følgende historie, som Jørgen har skrevet ned:

ANNAS HISTORIE

Anna Sørensen - født Jensen, kommer fra Byrum på Læsø, hvor hun er nr. 15 ud af en børneflok på 17. Hendes far slog skærver ved vejvæsnet, så der var ikke meget at gøre med i det lille hjem. Hun skulle ud at tjene, og havde aldrig været borte fra Læsø, så hun mente at Hirsholmene nok var noget nær Læsø, da hun lagde billet ind på fyrmester Ipsen's annonce. Det var I oktober 1942, og det var bidende koldt. Hun blev installeret i et lille rum i udhuset, det skulle så være hendes hjem, medens fyrmester med frue og to børn boede i den lune fyrmesterbolig.

Hendes første fridagstur gik til Frederikshavn sammen med fyrmester familien ind over isen til Rønnerne, hvor de skulle mødes igen om eftermiddagen. Månedslønnen blev brugt til et besøg hos frisøren og så var alle pengene brugt. Da hun kom ud til Rønnerne var familien gået, og da hun ikke kendte et menneske i byen, måtte hun ene pige begive sig ud på isen med kurs mod det lysende fyr. Da hun timer senere og godt forfrossen kom til øen, sad familien lunt og godt og hyggede sig, og hun kunne så lige lave kaffe, inden hun gik til ro i sit iskolde værelse, hvor det var så koldt, at dynen var frosset fast til væggen i den ene side.

Til jul fik hun et gummiforklæde i gave, som hun skulle bruge, når det skulle pudses, og ellers måtte hun holde jul i sit kolde kammer, imedens fyrmester familien holdt julekalads hos tyskerne i barakken.
Hun smuttede ud og tog en træklods for at få lidt varme i den lille kakkelovn, som stod i rummet, men hun kunne ikke få ild i den, og næste dag kom fyrmesteren og fjernede klodsen.
Anna har ikke meget godt at sige om fyrmesteren og hans to forkælede børn. Så lige så snart hun for skams skyld kunne - man forlod jo ikke pladsen i utide den gang - tog hun ind til Frederikshavn i foråret og fik sig et godt liv.

Anna er nu 87 år og vældig åndsfrisk, men har dårlige ben.

- Som Jørgen Nielsen på Hirsholmene skriver:...Det var Historien om Annas tid på Hirsholmene, og det kan jo få en til at tænke!