barakken Hirsholmene nr. 1. BARAKKEN


BARAKKEN
Barakken eksisterer ikke mere, men den lå der, hvor Informationshuset nu ligger. Barakken blev opført af tyskerne under 2. verdenskrig. Den kom i sektioner som flade pakker, der blev rejst op og skruet sammen i hjørnerne. Sektioner blev så siden skruet sammen efter hvad de skulle bruges til, og så blev der lagt tag på. Efter krigen var den første lejer fyrdirektør Legin, der i øvrigt også hegnede huset ind. Da han ikke ville bo der mere, blev det Oda og Mogens Bille( Elses forældre), der fik lejemålet omkring 1966. Barakken var indrettet med en stor stue på tværs af huset mod syd, og derfra en lang gang der førte ind til to værelser mod vest og et værelse og køkken mod øst. Lokum var udenfor. Barakken blev desværre mere og mere utæt, det regnede ned mange steder, og i 1987 opsagde Bille lejemålet.


TILKNYTNING: Else Hansen (f. Bille) Fortæller juli 2009: Min far og mor, Oda og Mogens Bille, kom på øen som gæster hos tante Wolle i Præstegården(min farmors søster E.P.J. f. Wolfhagen, deraf tante Wolle). De var ugifte og blev derfor placeret i hver sin sovesal(der var drenge- og pigesovesale). Da de så blev gift i 1937, tilbød tante Wolle dem, at de kunne flytte ind i Udhuset. Det var meget småt med plads, far og mor sov i det inderste rum, og der var lige plads til tre køjesenge under trappen i Præstegården til deres 3 børn, Else, Jens og Niels. Og der kunne vi for øvrigt komme ind gennem vinduet – hvis man kom lige lovlig sent hjem. Det var meget primitive forhold, der var i udhuset, men det var ikke fordi vi børn lagde så meget mærke til det, vi blev ”serviceret” fik mad og drikke og kunne bade, det var mere min mor, der havde bøvlet med primus og dårlige opvaskemuligheder. Vi fik aldrig mælk, når vi var deroppe, det kunne ikke holde sig. Vi fik hvidtøl, puddersukker- og spegepølsemadder og brasekartofler med bacon. Ingen fisk, min far var ikke interesseret i at fiske, men han sejlede farvandene tynde i sejlbåden Mads sammen med tante Wolles søn Otto – de var fætre og feriekammerater. Fra udhuset i Præstegården flytte vi – under fyrmester Kjær, til den nordligste lejlighed i lodsgården, hvor vi boede, indtil lejligheden ved siden af – der var lærebolig - viste sig at være et par kvadratmeter for lille som embedsbolig, hvorefter de to lejligheder blev slået sammen. Og så flyttede vi altså i Barakken, som vi blev de sidste lejere af, og det har nok været i 1987. Heldigvis for Elo og mig tilbød Kirsten Asmussen, som var vores nærmeste nabo, at vi kunne bo der. Else fortæller også om, hvordan Elo og Per Asmussen fiskede sammen. Kirsten sagde, at hvis Per døde, ville hun ikke komme derop mere. Vi fik så lov at være sommergæster der, lige til fru Asmussen døde i 2008, og lejemålet ophørte. Siden har Poul Østergård været så venlig at lade Elo og mig bo i ”Brødrenes hus”, når de ikke selv skulle bruge det.