BARAKKEN
Barakken eksisterer ikke mere, men den lå der,
hvor Informationshuset nu ligger. Barakken blev
opført af tyskerne under 2. verdenskrig. Den kom
i sektioner som flade pakker, der blev rejst op
og skruet sammen i hjørnerne. Sektioner blev så
siden skruet sammen efter hvad de skulle bruges
til, og så blev der lagt tag på. Efter krigen
var den første lejer fyrdirektør Legin, der i
øvrigt også hegnede huset ind. Da han ikke ville
bo der mere, blev det Oda og Mogens Bille( Elses
forældre), der fik lejemålet omkring 1966.
Barakken var indrettet med en stor stue på tværs
af huset mod syd, og derfra en lang gang der
førte ind til to værelser mod vest og et værelse
og køkken mod øst. Lokum var udenfor. Barakken
blev desværre mere og mere utæt, det regnede ned
mange steder, og i 1987 opsagde Bille lejemålet.
TILKNYTNING: Else Hansen (f.
Bille) Fortæller juli 2009: Min far og mor, Oda
og Mogens Bille, kom på øen som gæster hos tante
Wolle i Præstegården(min farmors søster E.P.J.
f. Wolfhagen, deraf tante Wolle). De var ugifte
og blev derfor placeret i hver sin sovesal(der
var drenge- og pigesovesale). Da de så blev gift
i 1937, tilbød tante Wolle dem, at de kunne
flytte ind i Udhuset. Det var meget småt med
plads, far og mor sov i det inderste rum, og der
var lige plads til tre køjesenge under trappen i
Præstegården til deres 3 børn, Else, Jens og
Niels. Og der kunne vi for øvrigt komme ind
gennem vinduet – hvis man kom lige lovlig sent
hjem. Det var meget primitive forhold, der var i
udhuset, men det var ikke fordi vi børn lagde så
meget mærke til det, vi blev ”serviceret” fik
mad og drikke og kunne bade, det var mere min
mor, der havde bøvlet med primus og dårlige
opvaskemuligheder. Vi fik aldrig mælk, når vi
var deroppe, det kunne ikke holde sig. Vi fik
hvidtøl, puddersukker- og spegepølsemadder og
brasekartofler med bacon. Ingen fisk, min far
var ikke interesseret i at fiske, men han
sejlede farvandene tynde i sejlbåden Mads sammen
med tante Wolles søn Otto – de var fætre og
feriekammerater. Fra udhuset i Præstegården
flytte vi – under fyrmester Kjær, til den
nordligste lejlighed i lodsgården, hvor vi
boede, indtil lejligheden ved siden af – der var
lærebolig - viste sig at være et par
kvadratmeter for lille som embedsbolig,
hvorefter de to lejligheder blev slået sammen.
Og så flyttede vi altså i Barakken, som vi blev
de sidste lejere af, og det har nok været i
1987. Heldigvis for Elo og mig tilbød Kirsten
Asmussen, som var vores nærmeste nabo, at vi
kunne bo der. Else fortæller også om, hvordan
Elo og Per Asmussen fiskede sammen. Kirsten
sagde, at hvis Per døde, ville hun ikke komme
derop mere. Vi fik så lov at være sommergæster
der, lige til fru Asmussen døde i 2008, og
lejemålet ophørte. Siden har Poul Østergård
været så venlig at lade Elo og mig bo i
”Brødrenes hus”, når de ikke selv skulle bruge
det.
|